Opdrætter ejer udstationeringshund.

Landsretten har fundet, at en

udstationeringsaftale ikke skal

sidestilles med en købsaftale.

Hvis man ønsker sig en racehund,

men ikke har råd til at købe en,

kan det være en fordel at blive

udstationeringsvært. 

Som udstationeringsvært får man

en hund udleveret, som man kan

have som sin egen hund.  Man

skal ikke betale noget. 

Til gengæld skal opdrætteren have

lov til at avle op til 5 kuld hvalpe

på hunden.  Når opdrætteren har

fået sine 5 kuld hvalpe, eller vælger

at stoppe med at avle på tæven,

bliver ejendomsretten til tæven

overdraget til udstationeringsværten.

Det vil sige, du får en hund helt gratis mod, at du lader hunden stå til rådighed for opdrætterens avl op til 5 gange.

I de fleste tilfælde går det så fint.  Der er mange mennesker, der på den måde får sig en rigtig dejlig hund.  De skal selvfølgelig leve med den ulempe, at hunden 5 gange skal til parring, føde og opelske et kuld hvalpe.  Vælger man, at hvalpningen skal foregå hos udstationeringsværten, skal denne affinde sig med, at opdrætteren kommer rendende med foder osv. Det er derfor af afgørende betydning, at man kan samarbejde.

Jeg fik en sag, hvor samarbejdet var gået helt galt. 

Udstationeringsværten var af den opfattelse, at ejendomsretten til hunden var overgået til ham allerede ved overdragelsen af hunden til ham.  Han mente derfor, at de hvalpe, der kom, også var hans. 

Opdrætteren følte sig naturligvis snydt, for hvis det var rigtigt, havde opdrætteren bare foræret sin avlstæve væk.  Og det var jo ikke meningen.

Først hentede opdrætteren tæven og hvalpene fra det første kuld.  Udstationeringsværten gik i fogedretten og fik pålagt opdrætteren at udlevere hundene.  Fogedretten fandt, at udstationeringsværten helt sikkert havde et besiddelseskrav. Det, opdrætteren skulle have gjort, var at ophæve aftalen på grund af misligholdelse, og så kræve hundene udleveret. 

Efter fogedretssagen mente udstationeringsværten, at han havde fået helt ret i, at hunden var hans.  Og her begyndte de virkelig alvorlige samarbejdsproblemer.  Opdrætteren blev forment adgang til udstationeringsværtens ejendom.  Hun måtte ikke se hunden eller det nye kuld hvalpe. 

Til sidst solgte udstationeringsværten hvalpene og bebrejdede opdrætteren, at der ikke kunne opnås fuld pris for dem, fordi de var blevet for gamle.

Både byretten og landsretten fandt, at en udstationeringsaftale ikke kan sidestilles med en kreditkøbsaftale.  Udstationeringsværten har kun hunden til låns, indtil opdrætteren har udnyttet sin avlsret.  Alle de hvalpe, der avles på hunden, er også opdrætterens.

Læs både byrettens og landsrettens dom her